mandæere

 

Den mellemøstlige befolkningsgruppe mandæerne har en to tusind år gammel historie bag sig, men er i dag spredt over hele verden på grund af forfølgelse og drab

Det var i kristendommens sydende smeltedigel umiddelbart efter, at Jesus var død og opstanden, at en lille gruppe mennesker forlod kamppladsen for at søge ly i Babylon og senere udvandrede videre til marsklandet mellem Irak og Iran.



Men indtrykkene fra de skelsættende begivenheder i Det Hellige Land tog de med sig og var især meget optaget af Johannes Døberen. Fjernt fra begivenhedernes centrum udviklede de deres eget samfund og deres helt egen mystiske religion, som er enestående i verden: gnosticismen.



Befolkningen eksisterer stadig i dag, både med den oprindelige religion og det oprindelige navn, mandæerne, som er østaramæisk og betyder "erkendelse". Eksperter vurderer, at der måske er 70.000 mandæere tilbage i dag som de eneste nulevende og direkte efterkommere af de første gnostikere i verden.



Mandæerne har i flere perioder været efterstræbt af især muslimer, men det kaos, som brød løs i 2003 efter Vestens invasion af Irak på jagt efter diktatoren Saddam Hussein, har været en katastrofe for det lille folkeslag. Forfølgelse, drab, tvangsomvendelse, tyveri og beslaglæggelse af fast ejendom blev dagligdag for mandæerne, og det har spredt dem for alle vinde på hele kloden, fortæller den norsk-amerikanske professor i religion ved Bowdoin College i Maine Jorunn Buckley, en af verdens meget få kapaciteter i mandæisk kultur og religion.



Jorunn Buckley har været i Danmark for at holde forelæsninger på universiteterne i København og Århus. Med sig bringer hun en alvorlig bekymring for fremtiden for verdens første gnostikere. En del lever nu i Danmark og i Sverige og andre vestlige lande efter at have fået asyl. Men andre har været nødt til at vende tilbage til en usikker tilværelse i Irak trods kraftige appeller fra både Amnesty International og FN, blandt andet en lille gruppe fra Brorson Kirkes flygtninge.



– Mandæere verden over er selv bekymret for, om de vil overleve med deres religion og identitet, eller om de langsomt vil uddø som folkeslag, dels fordi mange risikerer deres liv, og dels fordi de er spredt over hele verden. De spørger selv mig om det, når jeg taler med dem, siger Jorunn Buckley.



At mandæerne på den måde skal søge ekspertstøtte langt uden for deres egen isolerede personkreds, siger noget om alvoren i situationen.



– Mange mandæere på 40-50 år har ikke meget begreb om deres egen religion og ser på den med en slags nostalgisk stolthed. Sekulariseringen har sat endnu dybere spor i de yngre generationer. Religionens store problem er, at den er hierarkisk, og at det derfor er præsterne, der besidder den nødvendige viden, der sikrer eksistensen som religion. Der findes utrolig mange bønner, og ritualerne er indviklede og uforståelige for andre end præsterne. Men i dag findes der kun 30 præster på verdensplan, siger Jorunn Buckley.



Mandæismen har produceret en omfattende litteratur med mytologiske fortællinger, teologisk morallære og salmer, som det vil tage omkring 10 år at læse sig igennem, suppleret af forskellig akademisk litteratur.



Mandæismen kan året igennem vælge mellem 400 bønner, mens de komplicerede ritualer i forbindelse med dåb og renselse, bryllup og mindeceremonier for de døde er lagt i helt ortodokse rammer.



– Kendskabet til egen religion er på klar tilbagegang blandt mandæerne. Derfor er uddannelse nøglen til overlevelse som folkeslag. Flere må begynde at studere deres religion på akademisk niveau, men også lægfolket må dygtiggøre sig, siger Jorunn Buckley, som heldigvis kan oplyse, at der er planer om mandæiske studiecentre, blandt andet i Sverige, hvor en stor del af verdens mandæere har fået lov til at slå sig ned.



Mandæernes etiske og moralske leveregler er lige så skrappe, som de har været i for eksempel jødedom. Man gifter sig udelukkende med en anden mandæer, og der er ingen officiel adgang til at omvende sig til mandæismen fra en anden religion.



– Præsterne står i dag stadig fast på de gamle regler. Men rundt omkring blandt de almindelige mandæere, som ofte er højt uddannede og lever i vestlige samfund, er der måske en ændring på vej, som kan få stor betydning for deres fremtid. En del mandæere gifter sig i dag med partnere fra andre religioner, men spørgsmålet er, hvor den religiøse arvefølge i børnene så bliver af, hvis ægteskaberne ikke er godkendt af præsteskabet. Omvendelse og ægteskab med folk uden for mandæismens kreds bliver sammen med kravet om religiøs uddannelse nøglen til fremtiden for verdens første gnostikere, siger Jorunn Buckley.



v